Onsdag d. 18. november 1992 blev Anders Fogh Rasmussen (AFR) afsat som økonomi- og skatteminister. Eller rettere, han valgte selv at trække sig efter det var konstateret, at der i Folketinget var et flertal for at afsætte ham. Han blev erstattet på posten som skatteminister af den langtfra mere hæderlige Peter Brixtofte. Sagen viser blot at man i Danmark trives godt med politikere der omgås sandheden lemfældigt. AFR blev jo som bekendt både statsminister og krigsherre, skiftede ideen om en neoliberalistiske minimalstat ud med socialdemokratisk politik og blev fast husven hos Dansk Folkeparti. Med sit stive blik fast rettet mod en post som generalsekretær i Nato sendte han unge danskere i en håbløs krig hvor 44 måtte betale den højeste pris. Danmark er et af de lande, der har haft flest faldne per indbyggertal.

Baggrunden for afsættelsen er svindel med ministeriets midler under den pænere betegnelse: Kreativ bogføring. AFR er i 1987 blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister, og den unge venstreløve går straks i gang med at bevise, at Schlüterregeringens nedskæringsideologi ikke blot er tom retorik. Han gennemfører de følgende år en drastisk omlægning af sit ministerium. Toldvæsenet og Skattevæsenet der hidtil har været adskilte direktorater, bliver pr. 1. marts 1989 lagt sammen i den nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse. Samtidig reduceres selskabsligningen til næsten ingenting, for at gøre virksomhedernes skatteafrapportering lettere. Angrebet på selskabsligningen gjorde det muligt for virksomheder at snyde for omkring 1 mia. i skat årligt - simpelthen fordi kontrollen med regnskaberne er reduceret til det rene ingenting. Nedskæringerne medfører endvidere, at også ministeriet får reduceret sine budgetter. Den første «kreative bogføring» bliver derfor begået allerede i 1988, hvor Datacentralen og Kommunedata tvinges til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år - men som først betales i 1989. Det drejer sig om 16,5 mio. kr.

Endnu værre går det i 1989, hvor der er et hul i budgettet på 150 mio. kr. AFR står nu overfor at skulle gå den tunge gang til finansministeren, for at bede om et stort beløb til dækning af merforbruget i ministeriet. Denne mulighed er dog i så voldsom strid med ministerens neoliberale ideologi, at der må findes andre og mere kreative løsninger. I det sene efterår indgår ministeriet og Datacentralen derfor en kontrakt, hvor en betaling på 35 mio. kr. udskydes til 1990.

Trods hemmeligholdelsen af kontrakten med Datacentralen siver oplysningen alligevel ud, og den 21. februar erklærer AFR i Folketinget, at han har igangsat en særskilt juridisk undersøgelse af kontrakten. Det er imidlertid løgn. Det sker først med nedsættelsen af en kommissionsdomstol flere uger senere. I disse måneder har AFR bevidst tilbageholdt oplysninger fra finansudvalget, og ender med at lyve overfor folketinget. Det er en åbenlys overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og burde have medført, at AFR var blevet sat for en rigsret - på samme måde som daværende justitsminister Erik Ninn Hansen blev flere år senere.

Kommissionsdomstolen kommer på et langstrakt arbejde, og er først i stand til at afgive en slutrapport 18. november 1992. Det er denne rapport, der fælder AFR. Kommissionsdomstolen har mildest talt haft store problemer med at indsamle data om sagen fra ministeriet. Det viser sig, at som følge af den ivrige venstreministers omstruktureringer og nedskæringer er selv de mest basale administrative procedurer brudt sammen i flere direktorater.

Det der overbeviser folketingets andre partier om nødvendigheden af AFR's afgang er ikke hans deltagelse i svindelen med de 35 mio. kr. men det at han fører tinget og finansudvalget bag lyset i vinteren 89/90.

Det er imidlertid ikke første gang AFR fører folketinget bag lyset. I marts 1992 er Danmark blevet dømt ved EF domstolen for at have omlagt arbejdsgiverbidragene. Da ændringen er undervejs i 1987, vurderer embedsmænd i både justits- og udenrigsministeriet, at ændringen sandsynligvis er i strid med gældende EF-ret, fordi den rummer et element af statsstøtte til arbejdsgiverne. Denne vurdering bliver imidlertid ikke lagt frem for folketinget, der alene bliver informeret om de påtænkte ændringer. Efter dommen erkender folketinget, at det er blevet ført bag lyset af ministeren. Sagen tages op i tingets Udvalg for Forretningsorden, men inden sagen når at blive afgjort, er ministeren afsat for sin kreative bogføring.

Tekst kilde: Søren Alfred Olsen